woo-sang.com

Myself, August 31, 2008 Jeg hedder Niels Woo-Sang Kjærsgaard og er en ung fyr på 30 år. Jeg har en kandidatuddannelse fra København Universitet i matematik og datalogi.

Følgende skrev jeg om mig selv i 2004 [rusvejlederbeskrivelse]

Følgende udsagn om mig er falske:

  • Jeg er god til matematik.
  • Jeg er født og opvokset på K-PAX.
  • Jeg er god til at lave mad.
  • Jeg er 24 år – måske.
  • Jeg skal være rusvejleder for fjerde gang.
  • Jeg er en super danser.
  • Jeg elsker at spille skak, fire på stribe og risk.
  • Jeg hader DatV.
  • Jeg er en superhelt i min fritid.
  • Jeg drikker mest øl for smagens skyld.
  • Jeg er en mester i at spille bordfodbold.
  • Jeg har en usynlig ven ved navn MiNiels.
  • Jeg har en sort humor.
  • Jeg er med på den værste.

Følgende skrev jeg om mig selv i 2003 [rusvejlederbeskrivelse]

Følgende bliver den fulde sandhed, og hvad folk tænkte om vores tid om tusinde år:

I år 2343 blev graven i Batman udgravet af en vis Professor doc.med.phil Joachim Pedersen Abdulla, hvor man fandt resterne af et forsvundet samfund, som blev dateret til år 2077. Heriblandt var der en datadisk. Denne datadisk viste sig at indeholde en personbeskrivelse af en 23 årig adopteret koreaner, hvilket vi her vil bringe.

Året er 2076 og den store hersker af større asiatiske regioner er død. I hans ære vil 3504 hvidternede blå duer blive sluppet løs på tirsdag. Med ham endte den del af Woo-Sang Klarn-slægten, som har gået på KUA (Kommunistisk Universitet Amager), hvor han skrev afhandling om Sporadisk Dikdatur. Her udmærkede han sig som den mindst studieaktive polske Navra, som nogen sinde har levet. Dette kunne være en direkte konsekvens af, at han desuden var den mest forhadte fritidssuperhelt, som levede i en husmandsbåd på under 20 kvadratmeter, mens man indtog sit første land.

Det er faktisk præcis 73 år siden, han maltrakterede sit første offer, som var løgneren Tim, fordi han løj om at købe blå omslag. Det var også startskuddet for hans indre vrede som udmundede i den Bengalske March året efter. Når man nævner den Bengalske March, skal man ikke fortælle om, at man i den forbindelse kunne opleve hjernevaskede bavianer i røde benklæder spille Mozarts klaversonate i D for første gang, hvilket ikke giver nogen mening i sammenhæng.

Til sidst skal vi huske at ære hans enorme indflydelse på de 13 riger syd for ækvator, da han, i de sidste 30 år af sit lange og gloværdige liv, lovede dem guld og grønne skove for sand patriotisk sammenspil i reformpolitik såvel som vennetjenester af grad 10, hvilket i øvrigt heller ikke giver særlig meget mening i sammenhæng!

Følgende skrev jeg om mig selv i 2002 [rusvejlederbeskrivelse]

Hvad Niels egentlig lavede, da han skulle tage sit kørekort, er i princippet ligegyldigt, for august 2000 skulle han på rustur, så Niels fødes her.

Hvad der blev født, er stadig for tidligt at sige og derfor endnu ganske uvist. I det første halve år af Niels' korte liv, tågende han rundt på HCØ, mest fordi han ikke kunne finde rundt. Det var nok derfor han kom til så få forelæsninger – han kunne simpelhen ikke finde det lokale, hvor forelæsningen foregik.

Hvor Niels kommer fra er Danmarks største statshemmelighed. Der florerer flere forskellige rygter rundt på HCØ, men ingen er til dato blevet bevist. I det andet semester blev det mere klart for Niels, hvor han befandt sig, og hvor de forskellige lokaler var lokaliseret. Men i sin glæde viste Niels folk rundt på HCØ, og det var nok derfor, at der gik endnu et havlt år, hvor Niels ikke kom til så mange forelæsninger.

Der går faktisk flere rygter om, hvor Niels er fra. En af de mest sandsynlige er, at han er fra en fjern planet ved navn K-PAX, men hvem ved, han kunne komme fra dit blomsterbed! Efter en hård rustur, denne gang som rusvejleder, var han faldet tilbage i udviklingen, og begyndte af den grund igen at tåge rundt. Dette viser følgende historie alt for godt. Niels ville finde ud af en delkarakter i faget Dat1E. Efter at have kigget i den store bog, troede Niels, at han havde fået 5 og derved dumpet faget, men dette var ganske forkert. Det viste sig nemlig, at faget var bestået!

Til spørgsmålet, "hvorfor Niels er blevet sat på denne jord?", er dit gæt lige så godt som mit, men jeg nægter at tro, at det er noget betydningsfuldt. I hans fjerde semester, var Niels fuldstændig forsvundet over til DIKU, da han skulle lave projekter i en lind strøm, men det fandt matematikkerne på HCØ aldrig ud af! Det var nok fordi, han jo ikke førhen var kommet til så mange forelæsninger på HCØ.

Følgende skrev jeg om mig selv i 2001 [rusvejlederbeskrivelse]

Jeg er en ung og sorthåret mand på 21 år, som har haft store psykiske problemer i form af, at jeg hele mit liv har været storforbruger af tal og andre eksotiske tegn (β, Σ og ∞ for at nævne nogle). Med andre ord har jeg været lidt af en nørd.

Allerede da jeg kunne tale koreansk, som faktisk var det første sprog jeg lærte, var jeg i gang med at tælle mine legoklodser. Fra børnehaveklasse til jeg gik ud af folkeskolen blev mine tælle-egenskaber gang på gang sat på prøve – eller også var det mine regnelæreres nerver.

Jeg er nu 16 år og kommer en tirsdag morgen til Roskilde Katedral Skole. Her skulle jeg så gå sammen med 27 andre elever de næste tre år, hvis alt gik som det skulle. Og det tegnede jo meget godt, da der ikke var en sky på himlen denne tirsdag i august.

Her befandt jeg mig bedre end i folkeskolen, da niveauet blev hævet. Men lykkelig var jeg ikke, fordi jeg skulle have fag som tysk, dansk, oldævl osv. I gymnasiet blev mit problem med tallene ved; jeg kunne ikke få dem ud af hovedet. Det medførte at jeg bla. blev beskyldt for at snyde til en historieprøve med min lommeregner!

Efter tre års intetsigende terpning af engelske gloser og lerkastning, slap jeg fri fra gymnasiets tag. Jeg var blevet voksen. Jeg søgte ind på matematik-datalogi og blev optaget sidste år. Og allerede efter en måned var jeg lykkelig. Jeg var blevet fuldt integreret i det akademiske miljø og var endelig blandt ligestillede. Nu kan kun fremtiden vise, hvor jeg er om 2, 10, 20 og 50 år.

Følgende blev skrevet om mig i 2000 [blå bog fra gymnasiet]

Kendetegn: Snakker i tåger, stort hoved, opfører sig som et dovendyr.
Fremtid: Professor i matematik (ny Steen Mammen) og hyggepianist.
Yndlingsudtryk:" "Bknfquf... øhh... jeg prøver lige igen."

Niels har en vane med at sætte sig på de forkerte stole, eller også bryder stolene sig ikke særlig meget om Niels. Nogen gange går stolene ovenikøbet i stykker.

I en musiktime i 1.g stod Niels ved tavlen, og det lykkedes for ham at ændre titlen på den uskyldige julesang Jingle Bells til Jungle Balls – hvad præcist havde han i tankerne? Med hensyn til musik, så kan han ikke være i nærheden af et klaver uden at skulle spille på det. Desuden vil han også synge til, men for det meste udvikler det sig til en kraftig brummen uden spor af melodi.

Ellers kan Niels godt lide at eksperimentere med mad som f.eks. på studieturen i 2.g, hvor han bestilte en pizza med mælkebøtteblade (red. Rucola), gedeost og olie – uhm!

Niels har en forkærlighed for u-vendinger. For spændingens skyld gør han det mod trafikken i det indre København.

top
Valid HTML5! Valid CSS!